Messerschmidt advarer briter mod Thorning

Helle Thorning-Schmidt er ikke den rigtige person til posten som Rådsformand, hvis man ønsker at skabe en modvægt til den unionsbegejstrede Jean-Claude Juncker i toppen af EU-systemet.

SĂĄdan lyder Morten Messerschmidts advarsel nu til de britiske konservative, som han deler gruppe med i Europa-Parlamentet.

- Jeg advarer de britiske konservative mod at betragte Thorning som modvægt til Juncker. De er snarere to alen af et stykke, siger Morten Messerschmidt.

Danske og internationale medier har længe rapporteret, at den danske statsminister er i spil til posten som formand for Det Europæiske Råd. Og flere internationale medier – heriblandt Financial Times - påpeger, at Thorning blandt andet nyder opbakning fra den britiske premierminister David Cameron.

I London er der nemlig en opfattelse af, at Thorning er mindre EU-begejstret end Jean-Claude Juncker, der stĂĄr til at blive formand for EU-Kommissionen, vurderer Messerschmidt.

- Det er egentlig paradoksalt. Thorning bliver opfattet som værende mere EU-skeptisk, fordi hun kommer fra et land med blandt andet euro-forbehold. Og fordi Europa-Parlaments-valget endte med, at et ’ordentligt’ EU-skeptisk parti – nemlig Dansk Folkeparti – blev det suverænt største. Så slutter man, at Thorning som regeringsleder også er repræsentant for den skepsis, befolkningen har – men det er jo ingenlunde tilfældet, siger Morten Messerschmidt. Han vurderer, at de britiske konservative i Europa-Parlamentet har en bedre forståelse for det faktum, end de konservative kolleger i den britiske regering har.

- Og spørgsmålet om hvem der skal være rådsformand er jo et anliggende for Downing Street (hjemstedet for den britiske premierminister, red.), ikke for Bruxelles, siger han.

Handler om magt, ikke om navne

Morten Messerschmidt mener desuden, at man skal tolke den igangværende debat om fordelingen af EU-topposter som en debat, der handler om meget andet end navne. Den handler i virkeligheden om magt og om den fremtidige retning for EU, siger DF’eren.

- Det afgørende spørgsmål her er jo, om det skal være statslederne eller parlamentet, der skal udnævne Kommissionsformanden. Og der vil det være et meget langt skridt i retning af yderligere føderalisering, hvis man vælger at lade Parlamentet udpege Juncker. Det er det, Cameron er kritisk overfor.

Thorning har, på linje med en række socialdemokratiske stats- og regeringsledere, samt Tysklands Angela Merkel, udtrykt støtte til Juncker.

- Og når Thorning har været ude og omfavne Juncker, har hun jo valgt side. Hun siger dermed, at hun er tilhænger af den føderale model. Og det er i det lys, jeg vil advare briterne mod at vælge hende som Rådsformand i håb om at få en modvægt til Juckers føderale tanker.

Helle Thorning-Schmidt har gentagne gange afvist, at hun ønsker at bytte statsministerjobbet ud med en EU-toppost.Â