Det er ingen skam.......

...…at blive væk, når man ikke er inviteret. Og jeg var ikke inviteret til moské-åbningen i sidste uge. Men hvad nu hvis? Hvis jeg var inviteret? Og hvis jeg havde haft mulighed for at deltage? Ville jeg så have været med? Jeg har fulgt debatten lidt på afstand, og jeg undres…

Lad mig sige det som det er: Personligt har jeg ikke noget særlig nært forhold til nogen gud. Faktisk slet ikke noget forhold overhovedet. Jo da, jeg er medlem af folkekirken, men det er nok mest gammel vane og vores fælles kulturarv og den slags – barnedåb og begravelser hører ligesom til i den lokale kirke i et lille samfund, som jeg er vokset op i.

Men jeg ved jo, at for rigtig mange mennesker, betyder deres tro alverden. Troen giver dem trøst og fællesskab. Troen giver dem mål og mening med livet. Så er det jo heldigt, at vi har religionsfrihed i vores land, hvor Grundloven siger det meget klart:

”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning.”

Med den vigtige tilføjelse naturligvis: ”dog at intet læres eller fortages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.

Så langt, så godt. Men hvad er så problemet? Jo altså, der er mennesker som er bekymrede, har jeg læst i avisen og hørt på gaden. Bekymrede for finansieringen af moskéen, for hvem er det nu, der betaler? Hvem vil komme der? Bliver der flere fundamentalister i vores land? I sidste ende handler bekymringen vel om én ting: Hvordan skal det nu gå med integrationen?

Alt sammen sikkert relevante spørgsmål. Men én ting er jeg helt sikker på: Vi fremmer ikke integration ved at henvise folk til at bede i usle baggårde.

Men jeg lever jo også i en politisk virkelighed. Den virkelighed, der er temmelig snærende, når talen falder på alt der har med islam at gøre. En syg og betændt virkelighed. En virkelighed hvor man nærmest skal påtage sig ansvaret for alverdens muslimske fundamentalister, hvis man rækker hånden ud til en dansk muslim. En virkelighed, hvor man helst skal slå syv kors for sig og bedyre, at man skam er imod enhver form for fundamentalisme, at man er for en stram udlændingepolitik og for integration, når man bevæger sig ind i debatten. Det er tungt, besværligt og trættende. Og nogle gange decideret latterligt. Men måske netop derfor endnu mere vigtigt, at vi gør det. Så vi med tiden kan få en mere ukompliceret samtale – også med muslimer.

Så jo, jeg siger tillykke med den nye moské. Jeg har den dybeste respekt for andre menneskers tro. Og jeg ved, at mennesker har behov for værdighed omkring deres tro. Derfor har mennesker i alle tider bygget templer og kirker. De smukkeste bygningsværker for at tilføre ære og værdighed til deres gudsdyrkelse. Jeg sætter pris på min lille landsbykirke fra 1100 tallet. Og under gerne andre det samme. Og integrationen? ja, den begynder med gensidig respekt og værdighed. Så jo, jeg ville nok have takket ja til invitationen – hvis altså jeg havde fået en …