Barfoed: Værste tillidskrise siden jordskredsvalget

Der bliver brugt alt for meget tid på taktik og spin på Christiansborg frem for på politik, siger Barfoed.

- Vi befinder os i den værste tillidskrise i 40 år. Ikke siden jordskredsvalget i 1973 har tilliden til politikere været så lav.

Sådan lyder det fra De Konservatives formand, Lars Barfoed, som i sin grundlovstale tager fat på forholdet mellem befolkningen og de politikere og journalister, som har deres daglige gang på Christiansborg.

- Der bliver på Christiansborg brugt alt for megen tid på taktik og spind i stedet for det politiske indhold.

- Der bliver brugt alt for meget krudt på at skyde på hinanden i stedet for at tale om ens egne synspunkter og idéer. Og personsager fylder alt for meget i forhold til politiske tanker, siger Lars Barfoed.

Talen kommer to dage efter kulminationen på det voldsomme interne opgør i Venstre, hvor flere dele af partiets bagland og enkelte medlemmer af Venstres folketingsgruppe i protest vendte formand Lars Løkke Rasmussen ryggen efter sagen om køb af tøj og en ferierejse.

Men udviklingen er ikke kun politikernes skyld. Barfoed giver også medierne et medansvar:

- Medierne spiller en ikke uvæsentlig rolle i den forbindelse. Også her fylder taktik, spin, personsager og tolkning af motiver alt for meget i forhold til den politiske substans.

- Det er nemlig ikke kun politikerne, som befolkningen ikke nærer tillid til. Det er i høj grad også journalisterne. Vi tror ganske enkelt mindre og mindre på det, vi læser, hører og ser i medierne. Vi har et fælles ansvar for vores demokrati. Ikke mindst har vi politikere et ansvar, siger Barfoed.

Han hæfter sig ved, at situationen minder om jordskredsvalget i 1973, hvor næsten halvdelen af vælgerne skiftede parti og Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen buldrede ind i Folketinget i spidsen for henholdsvis Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne.

Det ramte især de fire gamle partier - Venstre, De Konservative, Socialdemokratiet og De Radikale, som også i dag er dem, der rækker ud efter regeringsmagten.

- I dag vil fire ud af 10 danskere stemme på partier, der først og fremmest bygger på protest mod de partier, der er parat til at tage regeringsansvar, siger Lars Barfoed og advarer mod udviklingen:

- I tider som nu med store forandringer, globalisering og pres på vores værdier, er der netop brug for, at nogen tager ansvar, siger han.