V-baglandet ulmer: Giv os en ny formand

Venstre fik en syngende lussing ved Europa-Parlamentsvalget søndag, og det har ikke gjort utilfredsheden med formanden mindre i det i forvejen hårdprøvende bagland.

Mest direkte er 1. viceborgmester for Venstre i Viborg, Nina Hygum:

- Lige ud af posen, så mener jeg, vi bliver nødt til at vælge en ny formand. Vælgerne viser os, at stemmeafgivelse ikke kun handler om politik; det handler også om personer, siger Nina Hygum til TV 2.

- Jeg tror ikke, det er muligt at ændre vælgernes holdning med al den negative omtale, der er af Lars Løkke. Vælgerne straffer os, fordi vi ikke selv tager konsekvensen af det.

Efter gårsdagens valg har Lars Løkke Rasmussen indkaldt til et haste-krisemøde i partiets hovedbestyrelse, hvor der skal tage stilling til, hvorvidt han stadig er den rigtige mand til posten.

Og også i den magtfulde hovedbestyrelse krakelerer støtten til Løkke.

Hans Bay Christensen er bestyrelsesformand for Venstre i Næstved og medlem af hovedbestyrelsen.

Han mener, der er behov for at holde krisemødet snarest. Hvorfor redegjorde Løkke fint for søndag, siger han til TV2.

Er han stadig den rigtige formand i din optik?

- Ingen kommentarer.

Men hvis han var, så havde du vel bare sagt det?

- Vi har hovedbestyrelsesmøde om lidt. Vi tager den der, siger Hans Bay Christensen.

Han kollega i hovedbestyrelsen, Henning Larsen fra Vordingborg, sår også tvivl om opbakningen:

- Jeg har tidligere bakket Lars Løkke Ramussen op efter mødet i forretningsudvalget. Men nu har vi en ny situation. Det var ikke det resultat, vi havde håbet på.

Er han stadig den rigtige formand?

- Det ved jeg ikke, nu må vi se, siger Hans Bay Christensen til TV 2.

Byrådsmedlem i Solrød, Bo Nygaard Larsen har under hele bilagssagen været kritisk over for Løkkes manglende evne til at informere sit bagland.

Og søndagens valg-smæk har blot gjort hans vrede endnu større:

- Jeg er meget frustreret. Jeg kan ikke bakke op om ham som formand, for jeg mangler stadig for mange svar. Det er fint, han siger i sin tale, at vi er i krise - men det er som om, han ikke forstår, hvorfor vi er havnet der, siger Bo Nygaard Larsen til tv2.dk.

Hvem der skal tage over, hvis Lars Løkke ikke længere skal være formand, vil baglandet helst ikke ind på.

Og fraværet af én ganske klar arvtager i partiet, er for byrådsmedlem for Venstre i Hedensted, Erling Juul, det springende punkt:

- Havde vi en lysende kronprins i kulissen, så var jeg ikke i tvivl om, hvad der skulle ske. Men det er ikke tilfældet, så nu må vi se, om vi ikke kan få vendt det her rundt. Men det er da pisseirriterende, siger han til tv2.dk.

Han er ærgerlig over, at Løkkes bilagssager har ændret Venstres så gundstige meningsmålinger, og at vælgerne nu straffer partiet for noget, der ikke har med politik at gøre.

- Men vi må jo tage ved lære af det og huske at tingene kan vende hurtigt igen.

Venstre er gået 3,5 procentpoint tilbage i forhold til det seneste EP-valg, og sent søndag aften holdt Lars Løkke en tale, hvori han tager ansvaret for tilbagegangen.

At formanden så klart tog anvar for krisen i partiet har både overrasket og glædet Brian Børge Christensen, byrådsmedlem i Ikast/Brande:

- Kandidaterne har gjort det fremragende; det er ikke deres skyld. Det er nye takter fra Løkke, at han nu er så selvransagende. Det skal han gerne blive ved med, siger Brian Børge Christensen.

Men selvom han hilser formandens ansvarstagen velkommen, er det ikke sikkert, det kan genopbygge tilliden til ham blandt vælgerne:

- Jeg har svært ved at se, hvordan vi skal gøre det med ham. Spørgsmålet er, om nummer to, Kristian Jensen, er klar til opgaven. Det mener kritikere jo ikke, at han er. Min erfaring siger mig, at man ofte vokser ind i en opgave, når man bliver nødt til at tage den. Men nu må vi se, siger byrådsmedlem fra Ikast/Brande.