Johanne Schmidt: Vi er ikke blevet mindre røde

Et rødt, grønt og tidssvarende principprogram, der rydder flere misforståelser af vejen.

Sådan lyder vurderingen fra Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, der glæder sig over at de delegerede på Enhedslistens landsmøde lørdag eftermiddag vedtog et nyt principprogram for det 25 år gamle parti.

- Det gamle program var meget kringlet, og man skulle nok være født på venstrefløjen for at kunne forstå det. Og vi kunne også konstatere, at det gamle program førte til mange misforståelser. Det var et problem. Forhåbentlig har vi fået ryddet de misforståelser af vejen med et nyt program, siger Johanne Schmidt-Nielsen til tv2.dk.

Programmet taler blandt andet for nedlæggelse af kongehuset og at Danmark skal melde sig ud af Nato og EU. Til gengæld optræder ordet ’revolution’ nu blot en enkelt gang i programmet mod 29 i det hidtidige program fra 2003. 2003-principprogrammet har også været kritiseret for at lægge op til at erstatte politiet med ”folkemagtsorganer” og bekæmpe privat ejendomsret.

Ordet revolution indgår jo stadigvæk. Ganske vist kun en enkelt gang, men er det ikke netop ordet revolution, der har ledt til mange misforståelser? Det har I jo ikke udryddet i jeres nye principprogram.

- Jo, jeg tror, at der er nogle, der tænker bål og brand, når de hører ordet revolution. Og så er det jo så vores opgave at forklare og fortælle, at det vi mener, når vi siger revolution, det er grundlæggende forandringer - og vi mener i den grad, at der er behov for grundlæggende forandringer i vores samfund, siger hun og fortsætter:

- Jeg synes, at klimakrisen er et meget klart eksempel på hvor vigtigt det er, at vi begynder at producere og forbruge på en grundlæggende anden måde end vi gør i dag.

Og du mener, at det står klarere i det nye program, at når I skriver revolution, så mener I ikke bål og brænd?

- Det vil jo vise sig. Vi mener, at der er behov for grundlæggende forandringer af samfundet, og det skammer vi os ikke over – tværtimod, vi er sådan set stolte af at være et socialistisk parti.

Er det her et mindre rødt program end det tidligere?

- Nej, jeg synes det er et nyt og moderne socialistisk og grønt program, og det udrydder nogle misforståelser, der har været. Der er for eksempel mange, der har læst vores gamle program på en måde, hvor det kunne se ud som om vi gik ind for afskaffelse af politiet. Det gør vi ikke. Vi synes, det er ret fornuftigt, at der er et politi. Og jeg synes, det er fornuftigt, at der er et program, der er til at forstå.

Men det er ligeså rødt som det tidligere?

- Ja. Det er et rødt program, det er et grønt program. Og vi er glade for det.Â